»Crime Scene«
[Også] »Crime Scene« indeholder en række delelementer, der hver for sig nyder selvstændig beskyttelse.
Det kan måske diskuteres, om selve opstillingen af de to computere, der kopierer værker til og fra hinanden, i sig selv nyder ophavsretlig beskyttelse, eller om der snarere er tale om en slags ubeskyttet »idé«, der må nægtes beskyttelse i henhold til et ophavsretligt princip om, at ikke kan beskytte abstrakte idéer, men kun værker i en konkret form. Sondringen mellem ubeskyttede idéer og beskyttede værker kan i det hele taget give anledning til tvivl, ikke mindst i forbindelse med mere eksperimentelle kunstgenrer, se nærmere Rosenmeier, Værkslæren i ophavsretten, Kbh. 2001 s. 66 ff og 223 ff, samme forf., Ophavsretlig beskyttelse af musikværker, Kbh. 1996 s. 54 ff, jfr. til emnet også Kirk Deichmann, Programkoncepter, Kbh. 2002, bl.a. s. 185 ff. Efter min mening er der ingen tvivl om, at den konkrete opstilling af de to almindelige kontorcomputere, der kopierer beskyttet materiale til og fra hinanden, indhegnet af bånd, hvor der står »Crime Scene«, nyder beskyttelse som et værk af billedkunst, som ikke kan ikke udnyttes uden tilladelse fra kunstneren, dvs. Mogens Jacobsen. Han skal derfor give tilladelse til offentlig udstilling, fremstilling af nye eksemplarer af værket, eksemplarsalg samt opdateringer, der måtte indebære en ændring af de visuelt-æstetiske aspekter.

Den software, der findes i computerne, og som skaber den løbende kopiering – i modsætning til de værker, der kopieres fra den ene computer til den anden – beskyttes som edb-programmer. I forbindelse med de programmer, der stammer fra Microsoft eller andre programproducenter –Windows, netværkssoftware etc. – tilkommer ophavsretten de pågældende producenter. Ophavsretten til de programkoder, der er skabt af Mogens Jacobsen, tilkommer derimod ham.

Det at afvikle/udstille et værk, der indebærer kørsel af et edb-program, indebærer typisk en eksemplarfremstilling af programmet, som kræver tilladelse fra rettighedshaveren. Offentlig udstilling af »Crime Scene« kræver derfor principielt tilladelse fra rettighedshaverne til den ovenfor nævnte software. I forbindelse med de programmer, der ikke er udviklet af Mogens Jacobsen, er det muligt, at en sådan tilladelse er givet i de licensvilkår, der oprindelig ledsagede programmerne. Desuden kræver det tilladelse at fremstille nye eksemplarer af koderne ved kopiering. Der kan dog tages sikkerhedskopier og rettes fejl m.m., se ovenfor om ophavsretslovens §§ 36-37.

Også salg af eksemplarer af »Crime Scene« kræver som udgangspunkt tilladelse fra rettighedshaverne til programkoderne. De programkoder, der stammer fra eksemplarer, der lovligt er solgt én gang, herunder Windows og netværkssoftware, kan dog sælges uden samtykke efter ophavsretslovens § 19.

De edb-programmer og musikværker, der kopieres fra den ene computer til den anden, er er utvivlsomt ophavsretligt beskyttede, så de må kun kopieres fra den ene maskine til den anden med tilladelse fra rettighedshaverne. I forbindelse med musikken skal tilladelse indhentes fra NCB, der repræsenterer komponister og tekstforfattere, og der skal også gives tilladelse fra de udøvende kunstnere, jfr. ophavsretslovens § 65, og indehavere af fonogramrettigheder, jfr. § 66. I forbindelse med edb-programmerne skal tilladelsen gives fra de softwarehuse, der står bag de pågældende programmer. Da disse tilladelser ikke er givet, er værket i sandhed en »Crime Scene«: Offentlig udstilling af værket indebærer krænkelser, og salg af værket, herunder til museer, er også retsstridigt, allerede fordi der ligger ulovlige kopier på de involverede computere.

De museer, der måtte overveje at udstille »Crime Scene«, bør vel tage i betragtning, at det ikke er meningsfuldt at prøve at lovliggøre værket, fordi lovliggørelse vil ødelægge den kunstneriske værdi. Det er også svært at forestille sig, at nogen seriøs rettighedshaver skulle kunne finde på at sagsøge museer o.l., der måtte udstille værket.

Hvis det alligevel en dag skulle komme til sagsanlæg, er det i ikke helt umuligt at argumentere for, at »Crime Scene« lovligt kan udstilles, selvom værket involverer ophavsretskrænkelser. Der findes således et ulovbestemt ophavsretligt princip om »de minimis non curat lex«, dvs. »retten interesserer sig ikke for bagateller«, og man kan måske argumentere for, at den kopiering, der sker mellem de to computere, er bagatelagtig, fordi den er helt atypisk og ikke påfører ophavsmændene nogen reel skade. Det er på den anden side tvivlsomt, hvilken vægt en domstol vil tillægge denne argumentation, og det er muligt, at den ikke vil føre til noget.

Lektor, Ph.D. Morten Rosenmeier
Det Juridiske Fakultet, Københavns Universitet